Jels triathlon 2013

Triatlon: Årets Jels triathlon blev præget af vejret. Da jeg havde indregistreret mig, satte jeg mig uden for, for at spise min morgenmad. Men pludselig kom et kraftigt regnvejr. Efter regnvejret blev det flot solskin inden starten.

På svømmeturen holdt det tørvejr, men det blæste så meget, at den ene bøje – som vi skulle svømme rundt om – drev væk. Dermed blev vores svømmetur længere. På starten af cykeldelen var der flot solskin; men kraftig blæst. Hvorvidt det allerede begyndte, at regne på første omgang kan jeg ikke huske. Jeg overvejede kraftigt, at stoppe min deltagelse i stævnet, da jeg brugte meget tid på, at holde fast i styrets sider i stedet for, at ligge i bøjlerne.

Se video fra starten af Jels triathlon 2013

Flere gange under cykelturen kom der regnvejr og der var konstant en kraftig vind. Uheldigvis endda sådan, at vi ingen gode stykker med medvind havde; men kraftig sidevind på store dele af turen.

Dagens sang er derfor Smoke City – Underwater Love pga. følge tekst fra omkvæd:

“After the rain comes sun,
After the sun comes rain again.”

Mit triatlon stævne

Svømning
Mine svømmebriller blev meget hurtigt så tilduggede, at jeg kun kunne se omrids omkring 3 meter frem. Dermed kunne jeg ikke se bøjerne, der angav, hvor jeg skulle svømme hen. Det var stærkt belastende, og kostede meget tid. Da jeg kom på land efter første omgang svømning tog jeg brillerne af og fik dem ordnet sådan, at jeg på anden omgang kunne se, hvor jeg skulle svømme. Det var en stor fordel.

T1
I T1 lagde jeg mit ur fra mig, da jeg tog våddragten af. Desværre glemte jeg, at tage det på igen, inden jeg løb af sted med cyklen. Jeg kom dog i tanke om det og fik det hentet; men det tog jo ekstra tid.

Jeg havde også lidt problemer med mit nummerbælte som blev krøllet eller foldet op under mit tøj.

Cykling
Cykling er min disciplin! Inden jeg blev kørt ned og smadrede mit knæ var jeg også en god nok løber; men nu er cyklingen i særklasse den del, hvor jeg råder. Jeg var kommet så langt bagud på svømningen, at der var massere af deltagere som jeg kunne overhale på cykeldelen, hvilket jeg gjorde. Hvor mange jeg overhalte har vi ikke tal på; men de første blev overhalet efter få meter, og især første omgang var konstant overhalinger.

Der var mange mindre “grupper” på måske 7-10 triatleter, som jeg overhalede udover de mange enkeltvis. Der er en lang lige vej – Sommerstedvej – hvor vi kan se langt frem. På første omgang overhalede jeg 16 andre triatleter på dette vejstykke. Jeg overhalede vist yderligere fem inden vi kom til skiftezonen.

På tredje omgang kom der to og cyklede forbi mig. Jeg blev lidt overrasket; men det virkede som om, de cyklede en del hurtigere, så jeg holdt blot mit eget tempo. De fik en fortspring på omkring 100 meter, som de holdt nogle kilometer imens de pacede hinanden. Senere på omgange overhalede jeg dem igen. Lige efter overhalingen kom ham med sort ryg samt grønne benvarmere ind foran mig igen. Næppe halvanden meter foran mig trak han ind, så det generede min cykling, jeg overhalede straks tilbage igen, da hans fart var lavere end min. Jeg så intet mere til dem.

Jeg havde desværre glemt, at sætte min cykelcomputer på cyklen, så jeg havde ingen indikator på, hvor hurtigt jeg cyklede. Jeg var dog ikke i højeste gear på cyklen og jeg var vist heller ikke i laveste på den store klinge på noget tidspunkt.

T2
Problemfri

Løb
Det gik for hurtigt til, at starte med, tempoet faldt hele tiden; men kom aldrig ned på de planlagte 5:20, faktisk var det kun få kilometer, der blev tilbagelagt på over 5 minutter.

Tider for deltagelse i Jels triathlon 2013
2 km Svømning: 0:41:34,3 (nummer 74)
(svømning per omgang 20:28,0 – 21:06,3)
88 km Cykling 2:29:03,9
21 km Løb 1:36:19,1
(Løb per omgang: 22:23,8 – 23:25,1 – 24:42,2 – 25:48,0)
Samlet: 4:46:57,3

Placering: 20 af 239 der gennemførte

    Jels triathlon er et hyggeligt lille (300 tilmeldte) stævne.

  • Indskrivning samme dag som stævnet (ingen belastende overnatning)
  • Deltagerne for nummerbælte som må bæres under hele stævnet
  • Cykelruten er flad
  • Ingen lyskryds
  • Skønt ruten ikke er lukket (afspærret for trafik) så er der kun få problemer med biler
  • Penge spildes ikke på ligegyldigheder som deltager t-shirts, medaljer m.m.

Ting til forbedring i Jels triathlon
Drop det latterlige flag, som vi skal løbe over mål med. Intet kommer ud af nationalisme.
Bedre toiletforhold
Mere tidtagning. Der mangler også tid for hver omgang på cykling (vi cykler fire omgange samme rute) og så mangler der tid på skiftezone. Og så en leverandør af tidtagning, hvor deres hjemmeside er læsevenlig).
Drop stafet! Stafetterne er blot generende indslag, gik pladsen til triatleter i stedet.

PS: Ja, jeg slog HKH Kronprins Frederik… med cirka et kvarter.


Skriv et svar